Den nye rapport er den første af en række undersøgelser, der i den kommende tid skal belyse danske konsekvenser af et eventuelt nordeuropæisk højhastighedstognet. Endnu er der ikke taget konkrete beslutninger om at etablere tognettet. Men særligt den svenske og den norske regering er positivt indstillet over for investeringer i infrastruktur, der giver bedre transportforbindelser mellem den skandinaviske halvø og Tyskland.

I Danmark er holdningerne til højhastighedstog meget delte, fordi afstandene som udgangspunkt er for korte til, at særlig mange danske byer vil kunne kobles på en sådan forbindelse. Men Region Hovedstaden ser store perspektiver i et fællesnordisk højhastighedsnet med den danske hovedstad som centrum og appellerer om, at man i den kommende debat anskuer højhastighedstog ud fra en økonomisk knudepunktsbetragtning.

En ny publikation, som Mandag Morgen har udarbejdet for Region Hovedstaden, fastslår, at en højhastighedstogforbindelse mellem Oslo, Stockholm, København og Hamborg konkret vil bidrage til at binde ikke mindre end 16 millioner mennesker sammen i en nordeuropæisk superregion.

København vil være det naturlige geografiske centrum for denne region. Men publikationen fastslår samtidig, at København ikke per automatik kan forvente at få tildelt rollen som superregionens hovedstad. Det kræver, at hovedstadsregionen formår at få løst sine trængselsproblemer og får skabt synergi mellem højhastighedstoget og de øvrige tværregionale infrastrukturprojekter. Og endelig kræver det ikke mindst, at lufthavnen i Kastrup formår at bevare og udbygge sin position som nordeuropæisk knudepunkt for lufttrafik i skarp konkurrence med især Berlins kommende kæmpelufthavn.

Af: Bjarke Wiegand (bw@mm.dk)